Marts månede er nu gået

Marts månede er nu gået. Det er lig med en månede på østkysten der bare er fløjet af sted.

Siden vi delte os fra Valdemar og Kristian er der sket en hel masse. Den første dag kørte vi til Bundaberg, som er kendt for sin rum. Da vi ankom sidst på eftermiddagen fik vi bestilt en guidet tur ud, at se når skildpadder bliver udklægget. Vi sad nok 30 personer ude på en strand om aftenen og gloede mod et sted i sandet. Hvor de sagde der skulle blive klægget unger ud. I starten efter vi nok havde siddet der en lille time og der ikke var sket noget. Var vi ved at blive lidt skeptiske overfor det. Alligevel skete der pludselig noget, sandet blev nærmest helt levende og lidt over 70 små skildpadde unger var på vej op til overfladen. Det var utroligt spændende og sjovt at være med til, at se alle de unger komme op ad sandet og gå ud i havet.

Den efterfølgende dag var vi inde at se det kendte Bundaberg Rum fabtik. Det var rigtigt noget Johan og Kasper kunne lide, da det er dem der er de helt store rum drikkere af os og så også når der er gratis smagsprøver.
Vi kørte videre op til Gladstone, hvor vi ville bestille en bådtur ud for at dykke. Der blev vi så gjort opmærksomme på det ikke rigtigt kunne lade sig gøre, pga. en stor Cyklon som var på vej ind mod den Australske østkyst. Den eneste mulighed der var for at komme ud til Great Barrier Reef, var at tage ud til Heron Island. Det eneste vi så kunne når vi kom der ud, var at snorkle. Alle dykker ture der ude var lukket lige som alle andre steder.
Vi valgte at tage af sted næste morgen. De to timers sejlads der ud med færgen, var hård med høj sø. Ude på øen var alt bare perfekt. Maden var mega lækker, alt var bare luksus. Det var en stor omvæltning fra at sove i telt, til at skulle sove i et lækkert hus.
Vi brugte det meste af tiden på snorkling. Hvor vi var ude at svømme ved alle de utroligt flotte koraler. Der var samtidig en hel masse utroligt flotte fisk, nogle hajer, pilerokker og en stor skildpadde som vi fulgte længe.
Om aftenen da vi var der ude, blev alle folk samlet til et ekstraordinært møde. Som vejrudsigten så ud på det tidspunkt skulle cyklonen ramme midt hen over Heron island få dage efter. 14 meter høje bølger var varslet. Dette ville betyde bølgerne vil vælte hele vejen hen over øen. Derfor skulle alle evakueres fra øen den efterfølgende dag. Mens de ansatte skulle blive der endnu en dag, for at få redet så meget som muligt.
Mange folk blev skræmte og begyndte at snakke om sikkerhed med at skulle sejle i land. Mange ville have ændret deres flybilletter, så de kunne komme væk så hurtigt som muligt. Nogle som ellers skulle have kørt nordpå, turde ikke og kørte i stedet syd på for at slippe væk.
Vi tog det mere som en oplevelse, det er jo lidt fedt at kunne sige vi er blevet evakueret fra en cyklon. Det er jo normalt noget man kun hører om i fjernsynet.
Den efterfølgende dag da vi kom i land, stod mange af de Australske fjernsyns kanaler inde på havnen. De skulle hører alt om evakutionen fra øen.

Vi snakkede lidt om hvad vi skulle gøre. Vi var alle enige om vi ikke ville ændre planerne med turen. Det eneste vi ville var dog at komme nord for den inden den skulle ramme kysten.

Vi fortsatte turen op til Rockhampton, hvor vi igen gik tilbage til teltlivet.
Næste dag var vi ude at se en krokkedille farm. På farmen er der 3000 krokkediller, de avler på og senere slagter for at få skindet. Til at kunne lave en masse forskellige ting, f.eks. tasker, bælter osv. Kødet bruger de i deres egen resturan og ellers sælger det til lokale folk.
Om aftenen var vi så heldige at kunne sove, ved noget familie Jens kender. Kort tid efter vi kom blev Jens overfaldet af børnene og endte med dagen efter at skulle kører med dem til skole.

Vejrudsigten var nu blevet ændret. Cyklonen skulle nu i stedet komme i land ca. 500-600 km nord for Heron Island. Tidspunktet var også ændret den skulle nu først ramme natten mellem lørdag og søndag. Så vi havde stadig både fredag og lørdag til at komme nord for den.

Inden vi forlod Rockhampton fredag for at kører nord på. Var vi til det store Cattle sale i byen. Hver fredag er der en stor auktion med kvæg. Denne fredag hvor vi var der skulle der sælges omkring 4000 stk. Alle farmere i nærheden var samlet for at købe kvæg. Det var utroligt sjovt at se, hvordan det foregår og hvordan alle kommer som rigtige Cowboys. Lige som i en rigtigt Western film. Det var kun os det faldt ud fra mængden, ved at komme i shorts og t-shirts. Vi var der nok i et par timer og vi så max halvdelen af auktionen, så det er noget som tager sin tid.
Lidt nord for byen var vi inde at se en kvæggård, som vi havde fået kontakt til igennem dem Jens kender. De var et ældre ægtepar og deres to sønner, om at drive 500 ha og passe ca. 270 køer. Vi var der i et par timer, hvor vi så hele farmen og havde en snak frem og tilbage omkring forholdene i Australien og hjemme i Danmark.

Efter besøget på gården kørte vi nord på, så hurtigt vi kunne. Vi var alle enige om vi lige så godt kunne komme til Cairns så hurtigt vi kunne. Alle andre ting ned af kysten var alligevel aflyst pga. vejret. Vi havde en overnatning i Mackay, hvorefter vi lørdag morgen kørte til Cairns. På vej der op havde vi et stop i Airlie Beach. Byen var ligesom vi oplevede det ude på Heron Island, ved at pakke alt sammen og stormsikre ting til cyklonen skulle remme. Vejrudsigten var nu sikker, cyklonen skulle ramme Airlie Beach kl. 01.00 om natten. Det gjorde den også, uden vi mærkede noget som helst til den.

Fra vi kørte af sted fra Rockhampton havde vi besluttet, det var slut med at sove i telt. Det er sådan at i den nordlige del af Australien er det regntid nu. Det har vi bestemt heller ikke være i tvivl om. I den uge hvor vi har været i Cairns, har det regnet alle dage undtagen to. Det er egentligt ikke noget som har betydet det store. Da det stadig hele tiden er varmt, så vi har kunne nøjes med kun shorts og t-shirts.

Om aftenen hvor vi ankom til Cairns, var det blevet tid til at komme i byen igen. Da vi stod ved indgangen til diskoteket, mødte vi to danske piger. Den ene havde Johan og jeg være på seminar med ovre i Perth da vi kom til Australien. Jens kendte dem også, for han har gået på Landbrugsskole med dem begge oppe på Bygholm. Det var faktisk utroligt sjovt at skulle møde dem der, men også skræmmende at møde dem sådan uden vi viste af det, på den anden side af jorden og i modsat ende af Australien hvor vi mødte den ene første gang.

Den første dag i Cairns brugte vi på, at få bestilt bådtur med dykning og snorkling til om mandagen og tirsdagen. Det skulle være søndag, mandag og tirsdag som skulle være de dage med bedst vejr hele ugen, så der var ingen tvivl om vi skulle ud at dykke der. Vi bestilte samtidig riverrafting tur til om torsdagen. Det var nok første gang på hele turen vi har haft planlagt ting fremad rettet. Vi fik samtidig bestilt backpackers og hytter til hele ugen.

Bådturen var helt kanon. Vi blev samlet op om morgenen fra hvor vi boede og kørt til havnen. Med en anden båd blev vi sejlet ud til Great Barrier Reef, hvor den båd vi skulle være på til dagen efter lå. Jeg havde bestilt turen med 6 dyk, hvor de andre havde bestilt det som en snorkel tur. Eftersom det kun er mig som har dykkerbevis.
De andre købe 3 introduktions dyk, hvor de skulle være nede med en guide. Jeg fik lov til at dykke med dem ned. Hvor man normalt skal betale for det, fordi det er en guidet tur fik jeg det gratis. Vi dykkede sammen en gang om eftermiddagen og en gang næste formiddag. Derudover havde Jens og jeg et natdyk sammen og Kasper og Johan. Det er lidt en speciel og fed oplevelse at dykke rundt i mørke med en lygte. Det eneste du ser, er det du lyser på, ellers er resten bare mørkt. Fisk og alle ting havde helt andre farver, når der ikke er noget naturligt lys. På stort set alle dykkene så vi hajer, men at se en stor haj om natten er en helt anden oplevelse. Du for først øje på de to selvlysende øjne og når den nærmer sig kan du så se hele kroppen.
På de tre andre dyk som jeg havde, dykkede jeg rundt sammen med en anden. Så vi kunne dykke hvor hen vi ville. Mens jeg dykkede var de andre ude at snorkle.
Seks dyk på en eftermiddag og en formiddag er mange dyk. Men der er ingen tvivl om det virkelig er det hver og at man bare skal ud på Great Barrier Reef.
Båden var ikke den nyeste, men det var en helt perfekt tur og mega fedt. Ude på båden mødte vi tre danske piger, som var i gang med en 3 måneders rundrejse på både New Zealand og i Australien.

Dagen efter bådturen var pige genet kommet frem i os. Nu skulle der købes tøj og andre Australske ting vi skal have med hjem. Vi var alle i R.M. Williams og bruge en masse penge, på noget af det rigtige Australske tøj. Om aftenen mødtes vi med de tre danske piger Camilla, Tamara og Mette ude fra båden. Hvor vi var til Night Marked og ude at spise sammen.
Sidst på aftenen kørte vi syd på mod Mission Beach, for at være klar til Riverrafting dagen efter.

Vi blev næste morgen samlet op med bus og kørt ud til Tully, hvor vi skulle rafte. Vi var så heldige at komme i båd sammen med to piger fra Cairns. De arbejder begge som dykker instruktører der oppe, så de var også bare klar på det skulle være en vild og fed tur.
Det blev helt sikkert også en rigtig fed tur, de 14 km ned af Tully river. Med en masse vandfald og slids, hele vejen ned af floden.
Vi fik flere steder lov at springe ud af båden og glide med strømme ned af floden. Under turen kom vi til en stor klippe sten. Hvor der er omkring 25 meter dybt rundt om. Vi kom alle op på toppen af den og sprang de 5-6 meter ned i vandet. En fed fornemmelse at få lov at springe fra en sten og ud i vandet.

Fredag kørte vi igen tilbage til Cairns, hvor vi om eftermiddagen igen var ude at bruge lidt penge. Vi havde aftalt med pigerne vi igen skulle ud at spise sammen og i byen bagefter. Det var også den sidste aften de alle havde sammen inden, de skulle til at hjem og Mette skulle til Melbourne at arbejde. De havde også Cathrine med som er en veninde de har mødt her nede og rejst rundt sammen med.
Der er ingen tvivl om, at det er Cairns som er den by vi har mødt flest danskere i. Det er lige før vi kan kalde det Danmark nr. 2.
Det blev til en kanon sjov og festlig aften. Mette, Tamara, Jens og jeg kom i hvert fald først hjem fra byen ved 6 tiden om morgenen.

Næste morgen skulle vi allerede op kl. 8 for at komme ud til et tog, som vi skulle kører med ud i regnskoven og op til en by. Da vi alligevel kørte forbi lufthavnen på vej der ud, havde vi lovet Mette, at komme forbi og tage hende med.
Da vi kom ned til togstationen kunne vi konstatere toget slet ikke kørte den dag, pga. alt for meget regn som var kommet de sidste par dage.
Vi valgte i stedet selv, at kører op til Kuranda. Energien den dag var ikke ret stor fra nogen af os, men Kasper led specielt af trætheden. Han måtte inden vi nærmest var kommet ud af bilen og ind i den første butik. Ofre sig for at gå tilbage til bilen og sove.
Kuranda er en by som ligger ude i regnskoven oppe på et bjerg. Byen er lavet specielt til turisme, med en masse butikker og markeder. Vi gik nok rundt i en 3-4 timer indtil vi igen så Kasper og var klar til at tage tilbage til Cairns.

Siden vi forlod Rockhampton og alt den tid vi har været ved Cairns har vi levet det gode liv. Ved slet ikke at sove i telt eller lave mad en eneste gang. Morgenmad, middagsmad og aftensmad har vi spist på restaurant eller café. Vi har sovet på backpackers eller i hytter, det vil sige i en rigtig seng og så med aircondition.
Det er helt klart på den del af turen vi også har brugt flest penge, på mad og overnatninger. Men det er trods alt også dejligt, ikke at skulle tænke på at handle ind og skulle lave mad.

Selvom det er dyrt var vi igen ude at spise om aften da vi kom fra Kuranda. Endda lidt finere end vi plejer, vi var gået ned på havne promenaden. Hvor vi sad med udsigt ud til lystbådehavnen, på en af de mange fiske restauranter. Det er en af de ting jeg er blevet meget bedre til at spise, mens jeg har været her i Australien. Der hjemme ville jeg aldrig have spist østers, muslinger, blæksprutte, haj og hummer. Men nu er det bare en af de lækre ting vi kan få her nede.
Vi var igen sammen med pigerne ude at spise. Det var nu deres sidste aften inden de begyndte flyveturen mod Danmark. En ting der var lidt sjovt, da det nu også var Jens anden sidste aften i Australien. Forskellen var blot at Jens forældre ikke viste noget som helst om, at han også snart var på vej hjem. Hver gang vi har snakket med dem der hjemme, har vi skulle passe på med hvad vi har sagt. Så der ikke er nogen der har vist noget om Jens også snart var på vej hjem. Han ville nemlig bare komme dumpende ind af døren der hjemme, så familien ville blive vildt overrasket.

Den 29 afleverede vi Jens i lufthavnen lidt over 4 am. Vi andre startede turen mod Alice Springs inde midt i landet. På grund af veje der var oversvømmet, kunne vi ikke kører direkte fra Cairns og ind i landet. Vi var nød til at kører 300 km syd på ned til Townsville, før vi kunne begynde at kører indad. Den første dag på turen kørte vi ind til Mount Isa, som er en køretur på 1278 km. Vi ankom byen kl. 20.30 og havde bestilt en hytte, så vi næste morgen kunne komme op og kører tidligt uden at tænke på noget.
Dagen efter fik vi kørt de sidste 1150 km ned til Alice Springs. Vi kørte af sted kl. 7 om morgenen og var allerede her nede k. 17.30. Så vi synes selv køreturen her ned af, er gået rigtigt godt.

Det at kører ovre på østkysten og så at kører inde i Outbacken kan slet ikke sammenlignes. Du møder ikke mange biler undervejs, dem du så endelig møder hilser man altid på. Det er ikke som andre steder hvor du kører et par biler efter hinanden, her kører du alene. På en afstand over 500 km kommer du måske forbi to steder der er et par huse samlet og måske mulighed for at tanke. Outbacken er kæmpe stor, lige veje hvor du bare kan se fremad men ikke se et eneste sving eller bil. Vejen, træerne forsvinder bare væk ude i horisont Når vi holder ind og står ud af bilen, er der helt stille. Kun græshopper og andre dyr laver lyde. Længe inden der kommer en bil eller et Road Train, kan vi hører lyden af asfalt og hjul der mødes. Road Train er store lastbiler på op til 53,5 meter i længden, mange har op til 4 trailere spændt efter hinanden.
Landskabet langs vejen er flot og ændres hele tiden. Fra at være helt fladt med få træer og en masse rødt sand. Til at være fyldt med bjerge, masser af træer og helt grønt græs. Vi kan kører på afstande op til 200 km med buske og træer langs vejen. Pludselig skifter det bræt som en linje gennem landskabet til bare at være øde og dødt. I horisonten kan vi skimte bjerge. Når vi kommer nærmere minder det meget om området omkring Grand Canyon i USA, med alle de røde bjerge.
Vi viste alle outbacken var stor og fuldt af intethed, men det er faktisk skræmmende så stor den er. Hvis vi er heldige kan vi finde en skrattende AM kanal på radioen, der er ingen signal på telefon eller noget. Du føler dig som at være i midten af ingenting.

Nu vi er på tur rundt, er det ikke længe så nemt at få lagt billeder ind på siden. Denne gang prøver Johan og jeg i stedet at ligge lidt ind på facebook.

Rejsen op ad østkysten

De første 14 dage af rundt rejsen er nu allerede overstået. Det er blevet til tæt på 3000 km kørsel indtil videre.

Fra vi startede ud på Tasmanien Johan og jeg d. 1 marts. Kørte vi op til Jens og Kasper i Yarawonga. Vi fik pakket bilen totalt op. Vi måtte til sidst stå og sortere nogle ting fra, så vi havde palds nok i bilen.

Vi havde hjemme fra Danmark fået nogle forskellige adresser og numre til forskelige landmænd her nede. Så inden vi kørte afsted ringede vi op til en af dem. Han inviterede os med det samme ud til ham og hans familie. Noget vi straks var friske på, da det kun lå en times kørsel væk. Da vi kom der ud i starten troede vi det havde noget med kvæg at gøre. Det havde det bestemt ikke, da han var bestyre på en grissefarm med 25000 søer. Vi kom ud at se staldene ude fra, deres slagteri hvor de årligt kan slagte op til 1 mio. grise. Det hele var spæret af med hegn og store porte, så det ikke er muligt for andre at komme ind i området.

Efter turen rundt på farmen, skulle vi med hjem til familien og spise. Hans kone havde fødselsdag, så det var jo kun så hyggeligt hvis vi også ville komme.

Vi sov der den første nat, så det billige backpacker liv er startet.

Turen gik videre de 1000 km op til Moree, hvor vi så en bommuldsfarm. Inden vi kørte videre det sidste stykke ud til østkysten og fandt en campingplads i Surfers Paradise. Nu var det også overstået med solskin fra en skyfri himmel, så langt vejrudsigten kunne se ud i tiden var det regnbyger hver eneste dag. Det gjorde ikke det store for os, luften var stadig varm med en temp. på over de 25 grader hele tiden. Selv om natten er det så varmt vi bare sover uden sovepose eller noget. Luftfugtigheden har også ændret sig meget, til nu at være meget fugtigt og klamt hele tiden.

Vi mødtes med Linda og hendes veninde som hun rejser rundt sammen med. Vi brugte derfor den efterfølgende dag på, at tage rundt inde i byen sammen med dem. Samme aften kom der to Johan har gået på landbrugsskole med, som vi andre også kender.
Vi tog alle ind og spiste på Hard Rock cafe og videre i byen.

Da vi vågede op dagen efter kørte vi ud i et stort udendørs vandland. Fyldt op med kæmpe vandrutchebaner og alle mulige fede ting. Det var mega sjovt der ude, man følte os helt som børn igen.

Vi sagde farvel til Linda og hendes veninde og kørte nord på til Harvey Bay. Vi fik bestilt en guidet tur ud på Fraser Island og var afsted i to dage. Det var også de første dage vi har været afsted, hvor det har været solskin hele dagen uden vi har fået noget regn.

Efter Fraser Island kørte vi igen tilbage mod Brisbane, for at være der i weekenden så vi kunne komme i byen.

På turen ned mod Brisbane var vi inde at se Steve Irwins zoo, med alle krokedillerne og de andre australske dyr. Vi så et stort show, hvor mange af de dyr som er i parken var med i. Rigtigt flot at se.

Da vi nåede Brisbane var vi alle opsat på vi skulle ind til byen og klippes. Så vi stillede 6 mand op inde ved en frisør, for at hører om hun kunne klippe os. Det var ikke noget problem, men vi skulle dog vente lidt for så ville der lige komme to frisøre mere og hjælpe. I løbet af en time sad vi 6 mand klippet, med stort set samme frisyre.

Nu var vi klar til at komme i byen alle mand. Det kom vi skam også og var først hjemme igen lige før det begyndte at blive lyst.

Søndag kører Christian og Valdemar videre syd på. Vi kører nord på igen, så nu er vi igen kun fire efter at have være 6 i lidt over en uge.

Nu er tiden på Tasmanien næsten slut

Tiden på Tasmanien er ved at være slut nu.. De sidste par måneder er bare fløjet afsted, hurtigere end det er til at fatte.

Johan, Kasper og Jens er kommet her ned midt i måneden for at se Tassie. Jens og Kasper er allerede taget afsted igen. Tilbage til Sydney for at mødes med Kaspers forældre og rejse med dem indtil først i marts.

Johan er blevet her og arbejde lidt på farmen, samt se lidt mere af Tasmanien.

I månedens løb er der sket en masse på farmen. Markerne er blevet disket, pløjet og gjort klar til at blive sået. Mange er allerede blevet tilsået med frøgræs og havre. Jørgen og jeg har sammen disket og harvet meget af det op. David såede lidt af frøgræsset, hvorefter jeg overtog og gjorde det meste af det.


Det er helt utroligt at tænke på, det nu er slut med at arbejde på Cressy House efter 5 måneder. Det har været en fantastisk fed tid. Jeg kom for 5 måneder siden og kendte ingen, det hele var nyt. Nu er det som et hjem. Når der snakkes om gården betegnes det som "hjemme". Det er en fed fornemmels at have, om et sted på den anden side af jorden.

Den fornemmelse er desværre snart slut igen, da fredag d. 26/2 bliver sidste arbejdsdag. Det betyder også den længste sommer/efterårsferie nogensinde starter. Næsten 2 måneder uden at skulle arbejde eller være i skole.
Den sidste weekend skal gå med at få alle ting gjort klar til afrejse. Lørdag aften skal vi de 250 km nordvest op til Linda. Hvor hendes familie holder afskedsfest for hende. Så det bliver også den sidste dag alle os trainee mødes, inden den næste chance for at mødes bliver hjemme i Europa.
Søndag holder vi afsked for mig, hvor vi skal ind og spise på den lokale pub.

Der er bestilt plads på båden over til fastlandet til d. 1 marts om morgenen. Hvor Johan og jeg så skal mødes med Jens og Kasper igen. Inden vi kører over mod østkysten og det fede liv. Vi har alle en god ide til hvad der skal ske. En ting der er helt sikkert er, at vi kommer til at bruge meget tid ved og omkring kysten.

Januar

Så er Januar månede overstået og vi er allerede nået februar. Tiden flyver afsted og der er kun en månede til det er slut med, at arbejde på Tasmanien.

Måneden er gået med en hel masse forskellige ting. Ture rundt omkring og en masse arbejde.

Høsten er næsten helt overstået, der er kun en valmue mark og bønnerne tilbage.

Der er sidste vinter blevet fjernet en masse bush, så der kunne blive sat endnu en ny pivet op. Siden træerne er blevet fjernet har der ikke været sket meget med jorden. Der kom så en maskinstation med en voldsom grubber. En der ikke gik i stykker selvom den skulle rive røder, stuppe og grene op ad jorden.

Vi brugte derfor et lidt tid med at gå at samle grene op efter han havde kørt der. David, Nicki, Henry, Margit, Jørgen, Margits forældre, Henrys bror og jeg var i gang. På halvanden dag fik vi samlet en kæmpe bunke op med hænderne.

Midt på måneden fik vi klippet lam. Det var vores fede lam der skulle klippes. Alle dem der var unden 45 kilo, kom af med ulden. Det gør de for at få dem til at vokse hurtigere. Lamne bliver solgt på en vægt mellem 45-60 kilo. Når de for ulden klippet af, kan de bedre holde varmen ude. Det gør at de spiser mere og har mere energi = spiser mere.

Der blev klippet ca. 650 lam på to en halv dag. Jeg sorterede ulden og så var det to udefra der kom og klippede dem. Jeg var oppe at klippe to lam. For mig tog det ca. 10 min pr. stk. at klippe og de kan nemt gøre det på 2 min. Så der er lige lidt øvelse for mig endnu.

Vi har fået disket de høstede valmue marker. I en af dem har vi allerede fået sået havre, som skal brugs til vinter foder til fårene. Det bliver så pløjet af til foråret (dansk efterår), så der kan blive sået ærter.

På ca. 32 ha af ærterne, har vi fået presset småballer. Det blev til lidt over 3000 baller. Ballerne bliver solgt til folk ude fra. Her nede bruger de ærtehalmen til at lægge i haverne, som vi andre bruger flis. Det er en god og nem måde at lave nogle nemt tjente penge på, halmen skal rives sammen og presses. Folk kommer selv og henter dem ude i marken, så vi ikke skal bruge tid på at samle dem. De bliver solgt til 5 doller pr. stk. og det koster 1,70 doller at presse dem, så det er gode penge. I weekenden d. 23-24/1 gik turen til Cradle Mountian og vestkysten. Vi var 7 trainee der tog afsted. så det var kanon sjovt.

Fredag aften var vi 4 danskere som havde fået den gode ide, at vi skulle starte weekenden op inde i byen. Vi kom dog først hjem fra byen to timer før vi skulle kører afsted for at mødes. Så os der ikke kørte oplevede ikke meget, af den tre timers køretur til Cradle Mountians.

Cradle Mountians er et utroligt flot og kendt bjergområde inde midt på øen.

Inden man går afsted på nogen ture. Skal man vælge hvilken man går, for det er sådan vejret kan skifte lyn hurtigt, så man ikke kan gå mere. Der er også mange steder hvor det er svært at gå pga. klipper og sådan. Der kan derfor være en risiko for at komme til skade. Du skriver så i en bog hvilken tur du har planlagt at gå, hvornår du er taget afsted, hvor mange der er gået, hvornår man regner med at være tilbage igen osv. Du skal så sørge for at skrive dig ud når du er tilbage igen.

Vi valgte at gå den meget kendt og flotte tur rundt om Dove Lake og videre så højt op mod bjergtoppene rundt om søen vi kunne komme. Vi gik i ca. 4 ½ time og var totalt smadrede bagefter, det er meget hårdere at gå i bjergene end man lige tror.

Om søndagen kørte vi videre helt over på vestkysten. Til to meget kendte byer Strahan og Queenstown. Begge byer er utroligt gamle og kendt for minedrift i flere 100 år. Vi prøvede i flere forskellige miner om vi kunne komme ind og se dem. Alle stederne blev vi nærmest smidt ud igen. Vi fik hver gang et nej og fik forklaret, at de ikke kunne lade andre folk ind på områderne fordi de gravede efter guld.

Den sidste weekend i måneden tog Dennis, Jørgen og jeg igen til Hobart.

Vi var på Port Arthur som er det fængsel, de engelske fangere opholdte sig på i 1800tallet. Det var faktisk meget spændende, at se hvordan det hele startede op med de engelske fangere. Vi lærte derved en masse omkring hvordan England kom til Australin.

Hobart er omgivet af vand og bjerge, så naturen der nede omkring er utroligt flot. Langs kysten er der en masse blowholes, som vi var inde at se.

Lidt uden fra Hobart ligger et utroligt kendt bjerg, hvor du kan se ud over hele byen og en masse af de små øer der ligger der nede omkring. Der var ingen tvivl om vi selvfølgelig også måtte der op.

På turen hjem fra Hobart gjorde vi et stop ved en animal park. I parken var der masser af kænguruer, koalaer, tasmanske djævler og meget andet. Det var en utrolig god park at komme til, da vi ved indgangen fik leveret en pose med dyrefoder. Så vi kunne få lov til at fodre kænguruer, emuer og mange af de andre dyr.

Ansons Bay

David startede mandag d. 11/1 op med høst, af de sidste 22 ha frøgræs. Nu var mejetærskeren lavet og klar til arbejdet igen. Det blev til tre høstdage, inden de 22 ha var overstået. Under den ene af dagene, var der pludselig en mindre tornado der løb tværs hen over marken. Dette skabte lidt problemer, da det høste og endnu ikke høstede græs blev spredt ud til alle sidder. Så det var hverken nemt med mejetærskeren eller presseren.
Det blev til et ordentligt læs baller på marken, 547 på de blot 22 ha frøgræs.


Om onsdagen kom maskinsstationen for at høste de første 17 ha valmuer. Marken lå på et gennemsnit på lige under 3 tons pr. ha. Dette kan betyde prisen vil ligge mellem 6000-8000 doller pr. ha. Vi ved dog endnu ikke prisen, da det afhænger af hvor meget medicin stof der er i.

Den samme dag om middagen, kom de for at høste de sidste 23 ha med ærter. Så nu var det slut med, at kunne gå rundt ude i markerne og spise friske og gode ærter.

Efter David afsluttede høsten og presningen var overstået, var det planlagt med en mindre ferie. Ferien gik til Ansons Bay, op til sommerhuset. Nicki, David og jeg kørte fra farmen torsdag eftermiddag og lod Henry + resten af familien blive hjemme en dag mere. Om fredagen skulle de nemlig igen komme og høste flere valmuer, denne gang omkring 22 ha.
Så der kan ikke siges andet end at uge 3 i 2010, var en uge der kom masser af penge i kassen.

David og jeg havde planlagt, fredagen skulle gå med en fisketur. Vejret var helt perfekt, der var ingen vind om morgenen og det var overskyet, så vi ikke blev bagt helt af ude på havet. Vi riggede den lille båd til og kom afsted.
Vi havde ikke sejlet længe inden vi opdagede, der foregik noget underligt omkring os. Alle mindre fisk svømmede rundt i stimer og nærmest sprang op ad vandet. I starten var vi helt vild galde over at se alle fiskene og regnede straks med vi kunne fange en masse. Men måtte efterfølgende indse, det bare var en drøm. De blev nemlig jagtet af noget, som vi ikke helt kunne forstå hvad kunne være. Vi valgte at sejle længere væk, for at finde et andet godt fiske sted. Mens vi sejlede afsted kunne vi pludselig se, en masse rygfinder komme op ad vandoverfladen.
Det var en kæmpe flok af, (forkert gættet, det var ikke hajer). delfiner som var godt igang med at lege rundt med deres mad.
David sagde straks jeg skulle skynde mig, at springe i vandet og dykke rundt med dem. Det var ikke helt noget jeg var så glad for i starten, men heldigvis lod jeg mig overtale.
Det var en vild fed fornemmelse, at svømme rundt der sammen med dem. De svømmede rundt om mig, de stoppede og kiggede, lavede loop og alt muligt. Da jeg kom op ad vandet og i båden igen, var jeg utroligt glad for David fik mig overtalt. Det var en kæmpe oplevelse, man ikke lige kan få hver dag. Han sagde også det ikke var normalt, de ville svømme rundt med mig så længe, men de måtte jo være glade og mætte siden de ikke forsvandt med det samme.

Resten af dagen gik med fiskeri, vi fik fandet 8 fisk så der skulle være nok til aftensmaden. Vi fik også fandet et par mindre gummihajer. Efter fangsten af hajerne, havde jeg ikke så meget lyst til lige at springe i vandet igen. Jeg havde den ide om, at hvis der var små hajer, måtte der jo også være store.
Sidst på dagen vendte David lige ned for et dyk, efter et par crayfish. Han fik fanget 3, men den ene var desværre for lille til at tage med. Det er sådan i Australien hvis du bliver taget med, en fisk eller andet dyr fra havet. Der ikke må fanges eller er under størrelse, så bliver din båd inddraget. Så må man alligevel sige båden er mere værd, end en fisk. Lørdag var Henry, Margit, Jørgen og Margits forældre også kommet op til sommerhuset. På grund af blæsevejr, blev vi på land. Vi valgt så at tage ud på stranden, hvor vi var ude at boddysurfe i bølgerne.
Jørgen og jeg fik samtidigt øvet os mere i vores surfe tallenter. Det gik helt kanon for mig, jeg havde fundet fidusen i det og kunne nu sejle en vej. Dette resulterede i, jeg havnede på den anden side af bugten (Ansons Bay). Hvor det eneste problem jeg havde, var at komme hjem igen. Jeg var dog så heldig, at Henry kunne komme over med båden og hente mig tilbage.

Om aftenen havde Henry fået en god ide, med vi skulle ud at skyde fladfisk. Den hoppede jeg selvfølgelig med på, jeg skulle da også se hvordan det er at skyde fladfisk om natten. Vi blev udstyret med hver en våddragt, spirguns og en stor lampe. Som vi kunne tage ned i vandet, så vi kunne se hvad der var på bunden.
Vi sejlede afsted omkring kl. 22 til den modsatte ende af bygten. Efter en lille halv times tid, begyndte det at blæse. Vinden blev kraftig, så det var ikke til at se hvad der skete i vandet. Vi blev enige om vi hellere måtte tage hjemad. Det lidt triste var vi kun havde fået to små fladfisk, så der var ikke meget at vise frem.
Jeg kom i båden igen og skulle starte op, mens Henry skuppede os ud på dybt vand. Så opstod det største problem den aften, batteriet var fladt. Vi havde ikke lagt mærke til, lyset i vores lampe var blevet svagere og svagere. Vi sad begge i båden og vinden var kraftig, så vi drev stærkt afsted. Der var ingen reaktion på motoren. Det eneste vi kunne se var lyset på sommerhuset, som vi kom længere og længere væk fra. Vinden var den forkerte vej.
Efter noget tid kom vi ind hvor vi kunne nå bunden igen. Vi hoppede begge i vandet, der var ingen vej tilbage. Vi måtte begynde at gå de ca. 3-4 km i buller mørke. Henry havde en lille pandelampe, så han gik i front og jeg bagved. Mens vi gik afsted der kunne vi hurtigt blive enige om, vi skulle have været gået i seng som alle de andre gjorde.
Vi kom endelig tilbage til sommerhuset efter ca. 3 timers gang og svømning de steder hvor vi ikke kunne bunde.
Aldrig har de grint så meget af os før. Vi fik to skide små fisk på en halv times fisken og en gåtur til kl. 2 om natten. Aldrig mere om jeg skal skyde fladfisk om natten.

Søndag var en dag med kanon vejr. Vi fik gjort begge både klar og vendte ud for en fiske tur. Det var helt fantastisk. Igen så vi delfiner der svømmede rundt og legede, vi så sæler der var på jagt efter fisk og en masse andet liv i havet.
Vi sejlede ud til George Rocks, hvor jeg har været et par gange før. Det er utroligt lækkert der ude, meget anderledes end det er alle andre steder.
Henry og David tog ud for et dyk, mens vi andre gik rundt på øen og brugte lidt tid på at fiske.
Ved sejlturen hjem var vinden blevet meget kraftigere, så vi blev mega våde ved at stå i båden.
På turen tilbage så vi noget helt usædvanligt, noget jeg aldrig ville tror jeg skulle se. Der var en kæmpe tornado/tyfon eller hvad det hedder når det er ude over vand. Den var kun ca. 10-15 km syd for os. Vi kunne tydeligt se hvordan vandet fløj op omkring den og hvordan den snoede sig afsted. Efter ca. 10 min forsvandt den i sig selv igen, noget vi var meget glade for, da det lignede den var på vej nord på mod os.
Dagen efter stod der en masse i avisen omkring den, det er helt specielt at kunne se den her omkring Tasmanien. Så det var en stor ting her på øen.

Jul og Nytår er nu overstået

December månede er fløjet afsted.

Der er i løbet af hele måneden sket en hal masse forskellige ting.

Det blev til nogle ture med de andre Trainee før jul.

Hvor vi var ude at se drypstens huler, som ligger inde i en stor bjergkæde, tæt på farmen her.

Vi var inde ved den lokale pool/bade sted (The George), inde midt i Launceston by. Utroligt mange byboer mødes med venner der, da det er et utroligt lækkert sted.

Få dage før jul gik turen over til østkysten. Hvor vi var ovre i en af Henrys venners sommerhus. Den første aften gik med barberque og en større fest. Meunen stod på hjemme slagtede kalvekød med tilbehør. Henry var også ude at snorkle inden aftensmaden, hvor han fik fat i nogle blåmuslinger og snegle. Så jeg har fået en masse oplevelser med mad, jeg aldrig ellers ville komme til at spise.

Dagen efter var vi ude at stå på vandski, surfeboards, i gummiring og mange andre ting.

For første gang i mit liv, var den 24 december ikke som den plejer. Morgenen startede med flytning af en vandingsmaskine i ærterne. Hvorefter resten af dagen indtil kl. 18 gik med at tippe lam og klippe deres klove. Hvorefter vi alle fandt hver vores vandingsmaskine at flytte. Jeg tror det bliver den eneste gang i mit liv, jeg kommer til at arbejde juleaften som en ganske normal arbejdsdag.

Den 24 om aftenen kom Henrys søster og hendes mand, for at blive julen over.

Nicki og David holdt en stor barberque for Margit, Henry, Kate, Simon, Margits bror Jørgen (han kom her midt i december) og jeg. Senere på aftenen kom Jaffa og Carol som er naboerne, for at bytte julegaver.

Hele aftenen sad vi udendørs i shorts og t-shrits, en lidt ny ting at prøve juleaften.

Juhu så det jul og den 25.

Margit, Jørgen og jeg stod tidligt op, for at kunne ringe hjem til Danmark og ønske glædelig jul. Det passede perfekt for os at kunne ringe om morgenen da vi er 10 timer foran Danmark.

Vi spiste alle morgenmad sammen ovre ved Nicki og David, hvor de havde lavet en 10 kg stor skinke, som vi skulle have på toastbrød.

Straks efter morgenmaden blev den gamle gramofonplade afspiller fundet frem og julemusiken startet. (I'm dreaming of a white christmas). Det var noget vi kunne drømme længe om, da det var skyfri himmel og omkring 28 grader.

Da musikken kom på "sprang" vi til gaverne. Her er der ikke noget med dansen om juletræ eller noget. Nej her er det bare at gå til den. David delte hurtigt gaverne ud og alt blev åbnet.

Efter gaveåbningen blev det til tennis i haven, til omkring middag hvor resten af gæsterne kom.

Middagen stod på skinke, and, flæskesteg, kalkun, muslinger, laks, brunkartofler og en masse tilbehør. Til dessert fik vi hjemmelavet is, mange forskellige kager, og lagkager.

Sidst på eftermiddagen var vi mange der tog udfordringen fra Henry op og gik over at spille golf.

Den 26 kørte Margit, Jørgen og jeg på tur ud til Liffy Falls. Henry var til krikket sammen med hans gamle skole venner, så vi skulle have dagen til at gå med noget andet.

Liffy Falls er et af utroligt mange vandfald her på Tasmanien.

Den 27 ringede Dennis (en anden dansk Trainee) om vi var klar på at tage med op på Ben Lomand. Jørgen og jeg var helt sikkert friske på idén og fik fat i Kenney som også gerne ville med der op. Ben Lomand er et af de højeste bjerge på Tasmanien. På toppen af bjerget er der et skisports sted. Det er det eneste sted i Tasmanien, hvor der om vinteren kommer sne nok til at kunne stå på ski. Når sneen er der, er det kun i få uger der er mulighed for at bruge de pister som er der.

Da vi var der oppe lignede det langt fra et skiområde. Alle lifterne og skibyen lå helt øde hen, og der var ingen mennesker omkring.

Davids far byggede som ung sammen med en kammerat, en hytte oppe i skisports området. I bunden af området, hvor man kan stå på ski, er der en lille by. Men der ligger kun 4 hytter oppe på toppen, og det er en af disse hytter der er familiens. I dag er hytterne fredet, som en del af den Tasmanske historie. Familien her betaler et beløb for stadig at kunne kalde den deres, fordi de ligger inde i en national park. Så snart de stopper med det, og ikke længere vedligeholder hytten eller vil have den. Går den over til at blive statens.

Vi fik nøglen til hytten og så var det så bare at gå op på bjerget og finde den.

Vi fik den 28 sået 10 ha med bønner. Det er maskinstation der kommer rundt til de forskellige landmænd og sår deres bønner. Det hele er lavet sådan at de bliver sået i en bestemt rækkefølge, så når de skal høstes. Bliver de alle ikke modne samme dag, men i løbet af en periode, så maskinen der skal høste dem, kan få dem 100 % friske.

Margit og Henry fik den 29 besøg af to danske venner som skulle blive en uge. Den ene var en veninde Margit mødte da hun var Trainee på New Zealand, den anden var hendes lille søster.

Den 30 gik høsten igen igang. Denne gang med 12 ha frøgræs oppe på den anden gård, som ligger 10 min væk. David startede op med mejetærskeren omkring kl. 16 og jeg kom efter med presseren omkring kl. 18. David høstede til ud midt på aftenen, hvorefter jeg fortsatte et par timer, så alt det der var høstet også var presset.

Nytårs morgen efter flytning af et par vandingsmaskiner og skårlægning af frøgræs. Gik turen mod Hobart, ned til Kate and Simon.
Det var en utrolig varm dag, omkring en 35-38 grader. Det var nærmest ulideligt, da det samtidig var overskyet og ingen vind. Så ved ankomst til Hobart, var alle enige om vi skulle direkte til stranden og køles ned.

Da vi nåede aften tog vi alle ind til havnen i Hobart, hvor alle de både der havde sejlet Sydney to Hobart cup lå. På havnen mødtes vi med den anden Trainee Dennis. Vi gik rundt på havnen og så alle de store både, hvorefter vi tog til Taste off Tasmania. Som er en festival med en masse mad og drikkelse der kan smages.

Midt på aftenen kom der pludselig en kæmpe "funder storm", med masser af vind, torden og regn. Der kom på 5 min omkring 15 mm og vi kunne se hvordan lyn slog ned i store bygninger uden for. Kort tid efter var det hele igen tørt og fint pga. varmen. Kl. 00.00 var der et stort fyrværkeri ud over havnen, som varede i op til 15 min.

Dagen efter tog vi alle, samt Dennis op til sommerhuset oppe på nordøst kysten. Da vi kom frem var Dennis og jeg klar på der skulle ske lidt. Vi fik fundet hvert et surfeboard frem, og var klar på at lære og vindsurfe. Efter et par times prøven, hvor vi var sikker på vi var blevet verdens mestre. (eller not) Gav vi faktisk op.

De to efterfølgende dage gik med ture rundt omkring oppe ved summerhuset, inden vi igen vendte hjem til farmen. For at starte arbejde igen d. 4/1.

Henry og jeg var ude at snorkle hver dag, for at skyde fisk vi skulle have til aftensmad. Det var også der jeg fik indviet den nye spirgun, som jeg fik i julegave af Margit og Henry. Under en af snorkel turene, fik jeg mig lidt af en speciel oplevelse. Jeg opdagede pludselig der var noget stort bag mig, som fulgte efter mig. En stor stingray (pilrokke), kunne åbentbart godt lide lugten af de døde fisk jeg havde i en taske.

Da vi stod inde på lavt vand og snakkede om fangsten og oplevelserne, begyndte den at svømme ind i benet på mig. Aldrig har jeg nogen sinde, været så hurtig til at springe ud af vandet og op på en stor klippe.

Da David fortsatte på høsten af frøgræsset den 31 december, gik mejetærskeren i stykker. Så han fik maskinstation ind, for at færdig gøre det. Den 5/1 da vi skulle have høstet den næste mark, var vores mejetærsker endnu ikke klar, så vi var nød til igen at få maskinstation ind. Samme dag kom der også maskinstation for at sprøjte en af marken med valmuer, for tisler så de kunne være klar til høst.

Om aftenen rykkede der 3 store ærte høstere og flere lastbiler ind på farmen. Nu gik de igang med de første ærter. 3 maskiner høstede på lidt under 18 timer 25 ha med ærter. For os var det helt perfekt de kom om aftenen, da prisen på ærterne er højere når der er mere saft i. Henry og David var utroligt glade for udbyttet, de gik til 6,8 tons pr. ha. Det vil sige 4500 doller pr. ha. Så det kunne være kanon og dyrke det i Danmark.

Samme dag to Margit og Henrys to venner videre til New Zealand, for at rejse rundt i 3 uger. Samtidig var det samme aften Margits forældre kom her til, for at være her i 5 uger. Så det var en dag der skete lidt.

Den 6/1 stod jeg op tidligt for at starte med presning omkring kl. 5.30. Pga. den varme og tørke der er i luften om dagen, er det ikke muligt at presse nogen ordentlige baller uden der har været duk på høet om natten. Ikke engang om aftenen kunne vi presse baller, andet end de var utroligt løse. Allerede hen omkring kl. 9, var det for tørt til at presse igen. Og jeg måtte vente med resten til næste dag.

Lørdag d. 9 havde vi hørt der skulle være et stort rodeo show i nærheden. Vi var en masse der fik snakket sammen, så vi mødtes 6 danskere hos en midt på eftermiddagen. Det var en utrolig varm dag, så vi alle var enige om vi ikke skulle der ud før om aftenen. Vi startede så festen op med et par øl i et maskinhus, inden vi tog afsted.

Rodeoet startede kl. 19 og varede til omkring kl. 22. Hvorefter der var live musik og fest. Så vi havde en masse sjov, og mødte en masse Australier som synes det er kanon fedt vi er danskere og er her for at arbejdet. Så vi fik en hel bunke af invitationer til Barberques rundt omkring.