Marts månede er nu gået

Marts månede er nu gået. Det er lig med en månede på østkysten der bare er fløjet af sted.

Siden vi delte os fra Valdemar og Kristian er der sket en hel masse. Den første dag kørte vi til Bundaberg, som er kendt for sin rum. Da vi ankom sidst på eftermiddagen fik vi bestilt en guidet tur ud, at se når skildpadder bliver udklægget. Vi sad nok 30 personer ude på en strand om aftenen og gloede mod et sted i sandet. Hvor de sagde der skulle blive klægget unger ud. I starten efter vi nok havde siddet der en lille time og der ikke var sket noget. Var vi ved at blive lidt skeptiske overfor det. Alligevel skete der pludselig noget, sandet blev nærmest helt levende og lidt over 70 små skildpadde unger var på vej op til overfladen. Det var utroligt spændende og sjovt at være med til, at se alle de unger komme op ad sandet og gå ud i havet.

Den efterfølgende dag var vi inde at se det kendte Bundaberg Rum fabtik. Det var rigtigt noget Johan og Kasper kunne lide, da det er dem der er de helt store rum drikkere af os og så også når der er gratis smagsprøver.
Vi kørte videre op til Gladstone, hvor vi ville bestille en bådtur ud for at dykke. Der blev vi så gjort opmærksomme på det ikke rigtigt kunne lade sig gøre, pga. en stor Cyklon som var på vej ind mod den Australske østkyst. Den eneste mulighed der var for at komme ud til Great Barrier Reef, var at tage ud til Heron Island. Det eneste vi så kunne når vi kom der ud, var at snorkle. Alle dykker ture der ude var lukket lige som alle andre steder.
Vi valgte at tage af sted næste morgen. De to timers sejlads der ud med færgen, var hård med høj sø. Ude på øen var alt bare perfekt. Maden var mega lækker, alt var bare luksus. Det var en stor omvæltning fra at sove i telt, til at skulle sove i et lækkert hus.
Vi brugte det meste af tiden på snorkling. Hvor vi var ude at svømme ved alle de utroligt flotte koraler. Der var samtidig en hel masse utroligt flotte fisk, nogle hajer, pilerokker og en stor skildpadde som vi fulgte længe.
Om aftenen da vi var der ude, blev alle folk samlet til et ekstraordinært møde. Som vejrudsigten så ud på det tidspunkt skulle cyklonen ramme midt hen over Heron island få dage efter. 14 meter høje bølger var varslet. Dette ville betyde bølgerne vil vælte hele vejen hen over øen. Derfor skulle alle evakueres fra øen den efterfølgende dag. Mens de ansatte skulle blive der endnu en dag, for at få redet så meget som muligt.
Mange folk blev skræmte og begyndte at snakke om sikkerhed med at skulle sejle i land. Mange ville have ændret deres flybilletter, så de kunne komme væk så hurtigt som muligt. Nogle som ellers skulle have kørt nordpå, turde ikke og kørte i stedet syd på for at slippe væk.
Vi tog det mere som en oplevelse, det er jo lidt fedt at kunne sige vi er blevet evakueret fra en cyklon. Det er jo normalt noget man kun hører om i fjernsynet.
Den efterfølgende dag da vi kom i land, stod mange af de Australske fjernsyns kanaler inde på havnen. De skulle hører alt om evakutionen fra øen.

Vi snakkede lidt om hvad vi skulle gøre. Vi var alle enige om vi ikke ville ændre planerne med turen. Det eneste vi ville var dog at komme nord for den inden den skulle ramme kysten.

Vi fortsatte turen op til Rockhampton, hvor vi igen gik tilbage til teltlivet.
Næste dag var vi ude at se en krokkedille farm. På farmen er der 3000 krokkediller, de avler på og senere slagter for at få skindet. Til at kunne lave en masse forskellige ting, f.eks. tasker, bælter osv. Kødet bruger de i deres egen resturan og ellers sælger det til lokale folk.
Om aftenen var vi så heldige at kunne sove, ved noget familie Jens kender. Kort tid efter vi kom blev Jens overfaldet af børnene og endte med dagen efter at skulle kører med dem til skole.

Vejrudsigten var nu blevet ændret. Cyklonen skulle nu i stedet komme i land ca. 500-600 km nord for Heron Island. Tidspunktet var også ændret den skulle nu først ramme natten mellem lørdag og søndag. Så vi havde stadig både fredag og lørdag til at komme nord for den.

Inden vi forlod Rockhampton fredag for at kører nord på. Var vi til det store Cattle sale i byen. Hver fredag er der en stor auktion med kvæg. Denne fredag hvor vi var der skulle der sælges omkring 4000 stk. Alle farmere i nærheden var samlet for at købe kvæg. Det var utroligt sjovt at se, hvordan det foregår og hvordan alle kommer som rigtige Cowboys. Lige som i en rigtigt Western film. Det var kun os det faldt ud fra mængden, ved at komme i shorts og t-shirts. Vi var der nok i et par timer og vi så max halvdelen af auktionen, så det er noget som tager sin tid.
Lidt nord for byen var vi inde at se en kvæggård, som vi havde fået kontakt til igennem dem Jens kender. De var et ældre ægtepar og deres to sønner, om at drive 500 ha og passe ca. 270 køer. Vi var der i et par timer, hvor vi så hele farmen og havde en snak frem og tilbage omkring forholdene i Australien og hjemme i Danmark.

Efter besøget på gården kørte vi nord på, så hurtigt vi kunne. Vi var alle enige om vi lige så godt kunne komme til Cairns så hurtigt vi kunne. Alle andre ting ned af kysten var alligevel aflyst pga. vejret. Vi havde en overnatning i Mackay, hvorefter vi lørdag morgen kørte til Cairns. På vej der op havde vi et stop i Airlie Beach. Byen var ligesom vi oplevede det ude på Heron Island, ved at pakke alt sammen og stormsikre ting til cyklonen skulle remme. Vejrudsigten var nu sikker, cyklonen skulle ramme Airlie Beach kl. 01.00 om natten. Det gjorde den også, uden vi mærkede noget som helst til den.

Fra vi kørte af sted fra Rockhampton havde vi besluttet, det var slut med at sove i telt. Det er sådan at i den nordlige del af Australien er det regntid nu. Det har vi bestemt heller ikke være i tvivl om. I den uge hvor vi har været i Cairns, har det regnet alle dage undtagen to. Det er egentligt ikke noget som har betydet det store. Da det stadig hele tiden er varmt, så vi har kunne nøjes med kun shorts og t-shirts.

Om aftenen hvor vi ankom til Cairns, var det blevet tid til at komme i byen igen. Da vi stod ved indgangen til diskoteket, mødte vi to danske piger. Den ene havde Johan og jeg være på seminar med ovre i Perth da vi kom til Australien. Jens kendte dem også, for han har gået på Landbrugsskole med dem begge oppe på Bygholm. Det var faktisk utroligt sjovt at skulle møde dem der, men også skræmmende at møde dem sådan uden vi viste af det, på den anden side af jorden og i modsat ende af Australien hvor vi mødte den ene første gang.

Den første dag i Cairns brugte vi på, at få bestilt bådtur med dykning og snorkling til om mandagen og tirsdagen. Det skulle være søndag, mandag og tirsdag som skulle være de dage med bedst vejr hele ugen, så der var ingen tvivl om vi skulle ud at dykke der. Vi bestilte samtidig riverrafting tur til om torsdagen. Det var nok første gang på hele turen vi har haft planlagt ting fremad rettet. Vi fik samtidig bestilt backpackers og hytter til hele ugen.

Bådturen var helt kanon. Vi blev samlet op om morgenen fra hvor vi boede og kørt til havnen. Med en anden båd blev vi sejlet ud til Great Barrier Reef, hvor den båd vi skulle være på til dagen efter lå. Jeg havde bestilt turen med 6 dyk, hvor de andre havde bestilt det som en snorkel tur. Eftersom det kun er mig som har dykkerbevis.
De andre købe 3 introduktions dyk, hvor de skulle være nede med en guide. Jeg fik lov til at dykke med dem ned. Hvor man normalt skal betale for det, fordi det er en guidet tur fik jeg det gratis. Vi dykkede sammen en gang om eftermiddagen og en gang næste formiddag. Derudover havde Jens og jeg et natdyk sammen og Kasper og Johan. Det er lidt en speciel og fed oplevelse at dykke rundt i mørke med en lygte. Det eneste du ser, er det du lyser på, ellers er resten bare mørkt. Fisk og alle ting havde helt andre farver, når der ikke er noget naturligt lys. På stort set alle dykkene så vi hajer, men at se en stor haj om natten er en helt anden oplevelse. Du for først øje på de to selvlysende øjne og når den nærmer sig kan du så se hele kroppen.
På de tre andre dyk som jeg havde, dykkede jeg rundt sammen med en anden. Så vi kunne dykke hvor hen vi ville. Mens jeg dykkede var de andre ude at snorkle.
Seks dyk på en eftermiddag og en formiddag er mange dyk. Men der er ingen tvivl om det virkelig er det hver og at man bare skal ud på Great Barrier Reef.
Båden var ikke den nyeste, men det var en helt perfekt tur og mega fedt. Ude på båden mødte vi tre danske piger, som var i gang med en 3 måneders rundrejse på både New Zealand og i Australien.

Dagen efter bådturen var pige genet kommet frem i os. Nu skulle der købes tøj og andre Australske ting vi skal have med hjem. Vi var alle i R.M. Williams og bruge en masse penge, på noget af det rigtige Australske tøj. Om aftenen mødtes vi med de tre danske piger Camilla, Tamara og Mette ude fra båden. Hvor vi var til Night Marked og ude at spise sammen.
Sidst på aftenen kørte vi syd på mod Mission Beach, for at være klar til Riverrafting dagen efter.

Vi blev næste morgen samlet op med bus og kørt ud til Tully, hvor vi skulle rafte. Vi var så heldige at komme i båd sammen med to piger fra Cairns. De arbejder begge som dykker instruktører der oppe, så de var også bare klar på det skulle være en vild og fed tur.
Det blev helt sikkert også en rigtig fed tur, de 14 km ned af Tully river. Med en masse vandfald og slids, hele vejen ned af floden.
Vi fik flere steder lov at springe ud af båden og glide med strømme ned af floden. Under turen kom vi til en stor klippe sten. Hvor der er omkring 25 meter dybt rundt om. Vi kom alle op på toppen af den og sprang de 5-6 meter ned i vandet. En fed fornemmelse at få lov at springe fra en sten og ud i vandet.

Fredag kørte vi igen tilbage til Cairns, hvor vi om eftermiddagen igen var ude at bruge lidt penge. Vi havde aftalt med pigerne vi igen skulle ud at spise sammen og i byen bagefter. Det var også den sidste aften de alle havde sammen inden, de skulle til at hjem og Mette skulle til Melbourne at arbejde. De havde også Cathrine med som er en veninde de har mødt her nede og rejst rundt sammen med.
Der er ingen tvivl om, at det er Cairns som er den by vi har mødt flest danskere i. Det er lige før vi kan kalde det Danmark nr. 2.
Det blev til en kanon sjov og festlig aften. Mette, Tamara, Jens og jeg kom i hvert fald først hjem fra byen ved 6 tiden om morgenen.

Næste morgen skulle vi allerede op kl. 8 for at komme ud til et tog, som vi skulle kører med ud i regnskoven og op til en by. Da vi alligevel kørte forbi lufthavnen på vej der ud, havde vi lovet Mette, at komme forbi og tage hende med.
Da vi kom ned til togstationen kunne vi konstatere toget slet ikke kørte den dag, pga. alt for meget regn som var kommet de sidste par dage.
Vi valgte i stedet selv, at kører op til Kuranda. Energien den dag var ikke ret stor fra nogen af os, men Kasper led specielt af trætheden. Han måtte inden vi nærmest var kommet ud af bilen og ind i den første butik. Ofre sig for at gå tilbage til bilen og sove.
Kuranda er en by som ligger ude i regnskoven oppe på et bjerg. Byen er lavet specielt til turisme, med en masse butikker og markeder. Vi gik nok rundt i en 3-4 timer indtil vi igen så Kasper og var klar til at tage tilbage til Cairns.

Siden vi forlod Rockhampton og alt den tid vi har været ved Cairns har vi levet det gode liv. Ved slet ikke at sove i telt eller lave mad en eneste gang. Morgenmad, middagsmad og aftensmad har vi spist på restaurant eller café. Vi har sovet på backpackers eller i hytter, det vil sige i en rigtig seng og så med aircondition.
Det er helt klart på den del af turen vi også har brugt flest penge, på mad og overnatninger. Men det er trods alt også dejligt, ikke at skulle tænke på at handle ind og skulle lave mad.

Selvom det er dyrt var vi igen ude at spise om aften da vi kom fra Kuranda. Endda lidt finere end vi plejer, vi var gået ned på havne promenaden. Hvor vi sad med udsigt ud til lystbådehavnen, på en af de mange fiske restauranter. Det er en af de ting jeg er blevet meget bedre til at spise, mens jeg har været her i Australien. Der hjemme ville jeg aldrig have spist østers, muslinger, blæksprutte, haj og hummer. Men nu er det bare en af de lækre ting vi kan få her nede.
Vi var igen sammen med pigerne ude at spise. Det var nu deres sidste aften inden de begyndte flyveturen mod Danmark. En ting der var lidt sjovt, da det nu også var Jens anden sidste aften i Australien. Forskellen var blot at Jens forældre ikke viste noget som helst om, at han også snart var på vej hjem. Hver gang vi har snakket med dem der hjemme, har vi skulle passe på med hvad vi har sagt. Så der ikke er nogen der har vist noget om Jens også snart var på vej hjem. Han ville nemlig bare komme dumpende ind af døren der hjemme, så familien ville blive vildt overrasket.

Den 29 afleverede vi Jens i lufthavnen lidt over 4 am. Vi andre startede turen mod Alice Springs inde midt i landet. På grund af veje der var oversvømmet, kunne vi ikke kører direkte fra Cairns og ind i landet. Vi var nød til at kører 300 km syd på ned til Townsville, før vi kunne begynde at kører indad. Den første dag på turen kørte vi ind til Mount Isa, som er en køretur på 1278 km. Vi ankom byen kl. 20.30 og havde bestilt en hytte, så vi næste morgen kunne komme op og kører tidligt uden at tænke på noget.
Dagen efter fik vi kørt de sidste 1150 km ned til Alice Springs. Vi kørte af sted kl. 7 om morgenen og var allerede her nede k. 17.30. Så vi synes selv køreturen her ned af, er gået rigtigt godt.

Det at kører ovre på østkysten og så at kører inde i Outbacken kan slet ikke sammenlignes. Du møder ikke mange biler undervejs, dem du så endelig møder hilser man altid på. Det er ikke som andre steder hvor du kører et par biler efter hinanden, her kører du alene. På en afstand over 500 km kommer du måske forbi to steder der er et par huse samlet og måske mulighed for at tanke. Outbacken er kæmpe stor, lige veje hvor du bare kan se fremad men ikke se et eneste sving eller bil. Vejen, træerne forsvinder bare væk ude i horisont Når vi holder ind og står ud af bilen, er der helt stille. Kun græshopper og andre dyr laver lyde. Længe inden der kommer en bil eller et Road Train, kan vi hører lyden af asfalt og hjul der mødes. Road Train er store lastbiler på op til 53,5 meter i længden, mange har op til 4 trailere spændt efter hinanden.
Landskabet langs vejen er flot og ændres hele tiden. Fra at være helt fladt med få træer og en masse rødt sand. Til at være fyldt med bjerge, masser af træer og helt grønt græs. Vi kan kører på afstande op til 200 km med buske og træer langs vejen. Pludselig skifter det bræt som en linje gennem landskabet til bare at være øde og dødt. I horisonten kan vi skimte bjerge. Når vi kommer nærmere minder det meget om området omkring Grand Canyon i USA, med alle de røde bjerge.
Vi viste alle outbacken var stor og fuldt af intethed, men det er faktisk skræmmende så stor den er. Hvis vi er heldige kan vi finde en skrattende AM kanal på radioen, der er ingen signal på telefon eller noget. Du føler dig som at være i midten af ingenting.

Nu vi er på tur rundt, er det ikke længe så nemt at få lagt billeder ind på siden. Denne gang prøver Johan og jeg i stedet at ligge lidt ind på facebook.